Velkommen til Ruslands forkontor. Dette kan blive den næste store brudflade mellem Øst og Vest

Græsset er fladtrådt af russiske støvler. »Rør ikke hegnet!« når en af de udsendte EU-observatører lige at råbe. Så går en lydløs alarm i gang. Vi er med EU på patrulje langs grænsen til den georgiske udbryderrepublik Sydossetien. Officielt hedder det Georgien på begge sider af hegnet. Men de facto befinder vi os lige midt på en af de mest kritiske brudflader mellem Vesten og Rusland, næst efter Ukraine. Vores telefoner siger »Velkommen til Rusland«, og få hundrede meter væk kan vi se en af de 19 nybyggede baser til russiske soldater, der er skudt op. Det er også russiske grænsevagter, der har trampet stien flad lige på den anden side af hegnet, siger Kirsty Koch, en udsendt tysk politibetjent, der er leder af dagens EU-patrulje. »Nogle gange udvider de hegnet – det bliver mere og mere til en fast grænse,« siger Kirsty Koch og peger rundt: Pigtråd i bunden af hegnet og i toppen et overvågningskamera forbundet til solceller og en stor antenne. Kameraet har åbenbart også fået øje på os. Kort efter ringer russerne på en hotline. Et spark over skinnebenet på EU Noget er ved at ske i Georgien. Det er 15 år siden, at det lille land for foden af de store Kaukasus-bjerge blev tvunget i knæ i en lynkrig mod Rusland. Krigen i 2008 blev det første klare bevis på, at en ny konflikt var brudt ud mellem Øst og Vest. Nogle kalder det en ny kold krig. Men den kostede hundredvis af menneskeliv i Georgien, og i Ukraine har den kostet hundredtusinder livet. Nu risikerer de godt 3,7 millioner georgiere på ny at blive centrum for konflikten. I denne uge har titusinder af mennesker været på gaden i hovedstaden Tbilisi for at demonstrere mod et nyt lovforslag om »fremmede agenter«. Loven kan efter russisk forbillede give regeringen ret til at undertrykke alle former for modstand. Det strider stik imod landets ambitioner om at nærme sig EU og den nye status som EU-kandidatland, som det har kæmpet for i årevis. I den mest venlige udlægning vil nogle sige, at Georgien blot forsøger at balancere mellem de store magter for ikke selv at blive knust. Men der er noget galt med det regnestykke, siger den tyske professor i politik Hans Gutbrod fra det georgiske Ilia State University. »Du forsøger ikke at have et balanceret forhold, hvis du går hen til dine venner gennem mange år og sparker dem lige over skinnebenet,« siger Hans Gutbrod. »Dette virker mere som en fuld omfavnelse af Kremls metoder.« Og både spørgsmålet om Sydossetien og det nye lovforslag kan være del af en ny russisk kalkule. EU ingen adgang Russerne har ringet til EU-missionens hovedkontor i Tbilisi. Der er berøringssensorer i hegnet, så russerne er blevet opmærksomme på vores besøg. Og på de grynede billeder fra overvågningskameraet har de åbenbart forvekslet Berlingskes udsendte med en kendt georgisk aktivist. »Nej, han er her ikke,« melder Klaas Maes, pressechef ved EU-missionen, tilbage over radioen. Forholdet til russerne er ikke ligefrem hjertevarmt. EUs ubevæbnede monitoreringsmission er en del af den fredsaftale, der afsluttede krigen i 2008. Deres mandat lyder egentlig på at styrke freden og tilliden på begge sider af den »administrative grænselinje«, som adskiller Sydossetien fra resten af Georgien. Men de har aldrig fået lov til at komme ind i udbryderrepublikkerne. Og russerne har heller ikke trukket sig tilbage fra områderne som aftalt. Der var også russiske fredsbevarende soldater i Sydossetien før 2008-krigen. »Ja, fredsbevarende i gåseøjne,« siger Klaas Maes. Nogle gange møder EU-observatørerne de russiske grænsevagter på deres daglige patruljer til hegnet. Så kigger de hinanden dybt i øjnene. Men de taler aldrig sammen. Al kommunikation foregår ad de officielle kanaler. Hidtil er der dog ingen tegn på nye uroligheder. »Det er også, fordi vi er her. Så ved russerne, at vi holder øje med, hvad de gør,« siger Kirsty Koch, den tyske patruljeleder. »De lokale siger, at de er mere trygge, fordi vi er her,« siger Klaas Maes. Et skjult pres fra Rusland Minderne om krig står endnu frisk i erindringen blandt georgierne. De færreste har lyst til at blive hevet ind i en ny krig mod Rusland, og regeringen bruger enhver lejlighed til at puste til frygten. Selvom der overalt i gadebilledet i Tbilisi hænger ukrainske flag og EU-flag, har den faktiske støtte fra Georgien til Ukraine været på et minimum. Når nogen foreslår at øge støtten til Ukraine, svarer regeringen igen ved at kalde dem medlemmer af det globale »krigsparti«, skriver Kaukasus-eksperten Thomas de Waal fra tænketanken Carnegie Europe i en analyse. Samtidig viser en måling, at et flertal af georgierne er klar til at øge de økonomiske bånd til Rusland eller holde dem på det nuværende niveau. Russere kan stadig rejse til Georgien uden visum i op til et år ad gangen. Sidste år blev der genåbnet for direkte flyvninger. Og meget af handlen til Rusland går gennem Georgien. Fra at have været et omstridt område, er Georgien og resten af Kaukasus-regionen på vej til at blive en form for forkontor for Rusland. »Man træder ikke direkte ind i Rusland. Man træder ind i Kaukasus, og derfra kan man så komme ind i Rusland,« siger professor Hans Gutbrod. Men der er også dele af regeringens Rusland-venlige politik, som direkte strider mod Georgiens egne interesser. Derfor er der mange i Georgien, der taler om et enormt pres fra Rusland, der foregår i det skjulte. »Det er ikke så meget en konspirationsteori som en konstatering af, at ligningen kun går op, hvis der er en meget stærk ukendt faktor,« siger Hans Gutbrod. En lov skabt til undertrykkelse Det hidtil mest åbenlyse eksempel er det nye lovforslag om »fremmede agenter«. Men først et kort kig på indholdet: Loven kræver, at organisationer registrerer sig som »agenter under udenlandsk indflydelse«, hvis de får mere end 20 procent af deres midler fra udlandet. Men når man læser ned i lovteksten, er den som skabt til undertrykkelse af alle, som regeringen ikke bryder sig om, lyder vurderingen fra professor Hans Gutbrod, der netop har speciale i åbenhed og offentlig politik. For det første giver den staten alt for vide muligheder for at bedømme, hvornår en organisation har forbrudt sig mod reglerne. For det andet får staten ret til at gennemføre omfattende inspektioner af enhver organisation – og gentage proceduren hvert halve år. Og for det tredje: Finder de den mindste fejl, kan staten udskrive så store bøder, at det kan sætte de fleste organisationer ud af spillet, siger Hans Gutbrod. Det er mindre end et år siden, at regeringen måtte trække et stort set identisk forslag tilbage efter voldsomme gadeprotester. Men det mystiske er, at loven også er dybt upopulær blandt regeringens egne vælgere. Målinger viser, at mindre end halvdelen af regeringspartiets vælgere støtter den. Samtidig spænder loven ben for landets optagelse i EU, som regeringen selv gik til valg på i 2020. Hans Gutbrod kan kun komme på to mulige forklaringer på, hvorfor regeringen alligevel fremturer med den forhadte lov: »Enten frygter de at tabe det næste valg, hvis ikke de bruger de her metoder. Eller også har de fået direkte instrukser fra Kreml på at gøre det.« Et skridt mod »den store aftale«? Ved grænsen til Sydossetien er EU-observatørerne ved at pakke kikkerterne væk og hoppe tilbage i de mørkeblå firhjulstrækkere. Dagens patrulje er ved at være ovre. Den største udfordring var de forårsmudrede georgiske bjergveje. Men selvom her er roligt, er konflikten om Sydossetien langt fra slut. Sidste år åbnede den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev for, at Rusland kunne annektere udbryderrepublikken, hvis det skulle blive nødvendigt. »Der er ingen grund til at gentage historien fra 2008. Vi er stadig klar til at løse problemerne ved forhandlingsbordet i FN-chartrets ånd. Men hvis vores bekymringer begynder at blive til virkelighed, vil vi ikke tøve,« skrev Dmitrij Medvedev, der nu er næstformand i det russiske sikkerhedsråd, i en artikel i det russiske magasin Argumenty i Fakty. Men der er også nogle i Sydossetien, der ser med bekymring på, hvad det er for et spil, der foregår mellem Moskva og Tbilisi: Muligvis er den georgiske regerings repressive kurs en del af forberedelserne til »den store aftale«. »Sådan er der nogle, der tolker det. Men ikke flertallet,« siger professor Hans Gutbrod. Ved at opgive sine drømme om at blive en del af Vesten og i stedet træde tilbage ind i den russiske interessesfære, kunne Georgien måske få en form for aftale med Rusland om Sydossetien og landets anden udbryderrepublik, Abkhasien. For Rusland ville det betyde, at hele den østlige del af Sortehavet var trygt tilbage under russisk kontrol. Og for Georgien ville det betyde, at hele landet endelig var samlet igen for nærmest første gang siden uafhængigheden fra Sovjetunionen. »Men en sådan aftale kunne godt være voldsom upopulær i Georgien, og derfor ville man på forhånd sikre sig, at man kunne undertrykke protesterne,« gengiver Hans Gutbrod spekulationerne. Der er små tegn, der understøtter teorien, siger han. For eksempel er nogle af de mere skingre politikere i Sydossetien for nylig blevet frataget deres russiske statsborgerskab. Men der er også meget, der taler for, at Rusland aldrig ville opgive det pressionsmiddel mod Georgien, som landet har med de to udbryderrepublikker Med de lukkede grænser til Vesten har Rusland nemlig brug for kontrol med Georgien i en helt anden grad end før. »Hele Kremls strategiske kalkule for Kaukasus-regionen har ændret sig,« siger Hans Gutbrod. Det er derfor, Georgien på ny er blevet en brudflade mellem Øst og Vest. Emil Rottbøll og Niels Ahlmann Olesen er Berlingskes udsendte medarbejdere i Georgien https://www.berlingske.dk/internationalt/velkommen-til-ruslands-forkontor-dette-kan-blive-den-naeste-store